Den 23. september afholdt AskovFonden et Lyttermøde med lokalpolitikere i København. Her overbragte AskovFondens Socialpsykiatri – ASPA tre budskaber om psykisk sårbarhed.

Lokale væresteder er vigtige, ”mellemgruppen” skal have bedre mulighed for støtte og den stille stabilitet skal anerkendes som en succes.

Det var nogle af de budskaber, som en gruppe brugere af AskovFondens Socialpsykiatri – ASPA havde formuleret til kandidater fra de partier, der stiller op til årets kommunalvalg i København.

Budskaberne overbragte direktør i ASPA, Ziga Friberg, til et Lyttermøde d. 23. september, hvor lokalpolitikerne var mødt op for at lytte til erfaringerne fra de mennesker, der bruger AskovFondens fem sociale indsatser.

Læs de tre budskaber fra ASPA i sin fulde længde her:

1. Værdien af et sted at gå hen i sit nærområde

Et lokalt aktivitets- og værested som ASPA er som en sikker tømmerflåde. Det kan redde en, når man ellers er ved at drukne – men det kræver, at den tømmerflåde er inden for geografisk rækkevidde. Det kan være svært for mange – både mentalt og praktisk – at transportere sig langt. Det er meget vigtigt, at der er tilbud til psykisk sårbare i lokalområdet, hvor man kan møde gode mennesker og række ud efter hjælp. På svære dage er det dét, der får os ud af sengen.

2. Mere hjælp og støtte til ”den glemte mellemgruppe”

Når man har en psykisk sygdom, skal man enten være så rask, at man kan klare sig selv, eller man skal være så syg, at man kan få alt mulig hjælp. Men der mangler muligheder til os, der står midt imellem at være ”rask nok” og ”syg nok”. Vi er den glemte og klemte mellemgruppe, der fx bor i egen bolig, måske har et fleksjob, men stadig har brug for kontinuerlig menneskelig støtte og hjælp. Ellers ender vi med at få det så skidt, at vi mister alt igen – og bliver en endnu større udgift. Så bliver mellemgruppen til gruppen af dem, der har det dårligst.

3. Mere fokus på ”den stille recovery”

Der mangler politisk fokus på, at det også er en menneskelig og økonomisk succes, når mennesker med psykisk sårbarhed ikke bliver indlagt eller bor på bosted. Også selvom det menneske ikke bidrager til arbejdsmarkedet eller umiddelbart er på vej ud i arbejde. Det er også en succes og værdifuldt at holde sig oven vande i en langvarig periode. Vi savner mere fokus på ”den stille recovery”. På den tid det tager at opnå stabilitet og et meningsfuldt liv for mig med en psykisk sårbarhed, der ikke kan kureres.