Min vej til ASPA startede i 2021, da jeg flyttede i egen bolig fra et botilbud. På det tidspunkt havde jeg overvejet ungecaféen som et sted, jeg kunne komme som bruger. Det blev ikke til noget, da jeg fik det virkelig dårligt og skulle igennem en recovery-proces, hvor jeg skulle lære mig selv at kende uden for botilbuddet. Jeg fik det godt nok til, at jeg i september 2022 rakte ud, da jeg så et opslag på frivilligjob.dk, hvor ASPA søgte om frivillige til både torsdags- og den daværende fredags-ungecafé. Jeg blev kaldt til samtale og fik mulighed for at være med til begge dele, hvilket var ret vildt for mig. Jeg fik lov til at tænke over det, og så ringede jeg tilbage og sagde, at det vil jeg gerne. Og så gik det ellers slag i slag. Jeg var på en uddannelsesdag for frivillige, og så havde jeg første vagt i torsdags-ungecafeen. Jeg var utrolig nervøs, for jeg plejede at sidde på den anden side som bruger. Nu skulle jeg være der for andre. Det endte med at blive den bedste beslutning at være der både torsdag og fredag. Senere søgte jeg job i genbrugsbutikken, da der blev slået en løntilskudsstilling for førtidspensionister op.
Butikken har betydet utroligt meget for, hvad jeg nu kan arbejdsmæssigt. At jeg kan arbejde 15 timer og også gå på arbejde, selvom jeg har en dårlig dag. Men det har været dét at være frivillig, der har haft den største betydning for mit selvværd. Det har været en fordel at kunne bringe mine egne erfaringer i spil ift. resten af frivilliggruppen – at lære andre om, hvordan det er at fungere i verden, når ens hjerne fungerer markant anderledes.
Jeg har haft mange gode oplevelser i ASPA, men der har også været svære situationer. Det har været med til at gøre mig bevidst om, hvilke udfordringer jeg har. Når du er isoleret derhjemme, bliver du ikke trigget af noget. Jeg har lært at kende mine egne behov og grænser i forhold til, hvad jeg kan magte. Jeg har haft meget kontakt med medarbejdere, hvor jeg har bedt om hjælp og stillet spørgsmål. Det har haft stor betydning for, at jeg nu skal starte på en uddannelse på 37 timer om ugen. Lidt modvilligt og i bidder har jeg fortalt min kommende arbejdsplads, hvor jeg skal være elev, at jeg har nogle udfordringer. De har også fået at vide, at jeg er på førtidspension. Jeg har fundet ud af, at det er vigtigt for mig at fortælle om mine behov, så jeg kan være mig selv. Det har jeg ikke kunnet tidligere på arbejdspladser, og det er det, der er gået galt.
I ASPA har jeg fået tildelt ansvar og f.eks. været én, de andre frivillige kunne kontakte, hvis der var noget praktisk. Det ansvar troede jeg aldrig, jeg skulle have. Det har haft betydning for, at jeg har turde sætte ord på mine holdninger og meninger. Det har givet en selvtillid, et selvværd. Jeg håber, at uddannelsen kommer til at gå godt, men jeg ved også, at der er en mulighed for, at bliver for meget – men for mig handler det om, at jeg nu tør kaste mig ud i det.
Min tid i ASPA har været den længste periode, hvor jeg har arbejdet så meget og tilhørt det samme fællesskab. Det har været en kæmpe oplevelse at være en del af et fællesskab – og ikke bare et fællesskab, men også et arbejdsfællesskab. Det har givet mig en tro på, at jeg også kan sidde med på den anden side af bordet og være relevant – og samtidig bare være mig.
Relationer har tidligere ikke være noget for mig, men jeg har fundet ud af, at det er i relationen, at der sker noget magisk – og jeg kan takke de unge mennesker i ungecaféen for at lære mig, at relationer kan noget. Det har gjort så stor en forskel at kunne mærke, at folk gerne ville snakke med mig, og hvor man mødes en gang om ugen og kan følge op på, hvad man har snakket om. Der har været nogle, der har spurgt efter mig, når jeg ikke har været der, så jeg oplever, at jeg har sat et aftryk.
Opbakning hjemmefra fra min kæreste har også haft en kæmpe betydning. Det er igen det med betydningen af relationer i et liv, hvor jeg ellers havde svoret, at mennesker var rædselsfulde.
Jeg er ked af, at jeg nu, hvor jeg starter studie ikke længere kan være frivillig i ungecaféen. Men måske jeg kommer tilbage på et tidspunkt. Nu skal jeg ud og være en del af en arbejdsplads, der intet har at gøre med psykiatrien, hvilket er første gang. Det er super befriende og super skræmmende. Men nu har jeg modet til det.