ASPA giver kunsten plads i fællesskabet

To mennesker kigger på en væg med billeder.

Et nyt galleri på bagvæggen i ASPAs hus på Kapelvej giver plads til brugernes kunstværker. Det giver nye samtaler og mod til at udfolde kreative sider.

Kapelvej 55 i København står døren åben for mennesker, der oplever psykisk sårbarhed, mistrivsel eller ensomhed. Her driver AskovFondens Socialpsykiatri (ASPA) et hus, hvor man kan komme for at være sig selv eller være sammen med andre – uanset om dagen er god eller svær.

Efter en større renovering sidste år har huset for nylig fået en tilføjelse: Galleri Bagvæg.

En bagvæg i caféen er nemlig blevet forvandlet til udstillingsrum for husets brugere. Her kan de vise deres værker frem i samarbejde med medarbejderne, og udstillingerne skifter løbende.

Formålet er ikke kun at vise kunst og kreativer værker frem – men også at skabe nye forbindelser mellem mennesker i huset.

“Galleri Bagvæg bidrager til et caférum, hvor menneskerne i huset er med til at skabe indhold, der kan starte samtaler rundt om bordene,” siger Barbara Mauritson, relationsmedarbejder i ASPA og en af tovholderne på projekt Galleri Bagvæg.

Barndom omsat til kreative værker

Den aktuelle udstiller på Kapelvej er Søren Friis. Hans værker er collager, hvor sort-hvide fotografier fra Christianshavn møder den ikoniske tegneseriefigur Tintin, der dukker op i de gamle københavnske gader.

“Jeg er vokset op på Christianshavn og har altid været glad for Tintin. Så det er min barndom i flere dimensioner,” siger han.

Han kommer i huset på Kapelvej et par gange om ugen og kan godt lide at hjælpe til med praktiske opgaver. Og så har han det seneste år fundet tilbage til sin mere kreative side.

“Jeg kan mærke, at det skaber en positiv energi for mig at være i kreative processer. Det er en måde at få tankerne et andet sted hen, og det giver mig bare noget glæde,” siger han.

Han tilføjer, at udstillingsvæggen også bidrager med liv og inspiration i husets café, hvor den daglige madservering og spisning bl.a. foregår.

Kunst som samtalestarter

ASPA arbejder med at styrke mental trivsel og bryde ensomhed blandt voksne over 18 år med psykiske sårbarheder. Indsatsen spænder fra individuel støtte og gruppeforløb til aktiviteter, fællesskaber og sundhedsfremmende tilbud.

ASPA består af to huse på Nørrebro, hvoraf Kapelvej er et af stederne. Her kommer mennesker til fællesspisning, samtaler over kaffe, sociale fællesskaber og en lang række forskellige aktiviteter.

“Galleri Bagvæg sætter nogle nye farver på fællesskabet og kulturen i tilbuddet på Kapelvej. Her er vi nysgerrige på hinanden, og man kan opdage, udforske og udfolde nye eller flere facetter af sig selv,” siger Barbara Mauritson.

Senere på året flytter den aktuelle udstilling over i AskovFonden Café hos ASPA i Griffenfeldsgade 35.