ASPA markerer lokal- og regionalvalg - Askovfondens Socialpsykiatri

ASPA markerer lokal- og regionalvalg

I forbindelse med kommunal- og regionalvalget 2025 inviterer AskovFondens Socialpsykiatri (ASPA) til gratis valgkage.

Få en bid rævekage og smag på lokaldemokratiet, når ASPA markerer valgdagen d. 18. november, hvor København og resten af landet stemmer til kommunal- og regionalvalget.  

Her er alle velkomne til at fejre lokaldemokratiet med et stykke valgkage – enten hos ASPA i Griffenfeldsgade eller ASPA på Kapelvej.

I ASPA er mad og fællesskaber tæt forbundet og et omdrejningspunkt i flere tilbud. Derfor skal valgdagen selvfølgelig markeres med særlige valgretter – fra valgmadder til 10 kr. i AskovFondens Café på Griffenfeldsgade til valgflæsk i det åbne samværstilbud på Kapelvej.

Brugere med budskaber til kommunalvalg

I forbindelse med kommunalvalget har en gruppe brugere fra ASPA tidligere på efteråret peget på og udvalgt en række budskaber om livet med psykisk sårbarhed. De blev overbragt af direktør i ASPA, Ziga Friberg, til et møde d. 23. september, hvor lokalpolitikere var mødt op for at lytte til erfaringerne fra de mennesker, der bruger AskovFondens fem sociale indsatser.