Skrevet den 18. maj 2026

Øget stabilitet i hverdagen, mindre ensomhed og færre genindlæggelser. Det er nogle af de forandringer, som brugere af AskovFondens Socialpsykiatri oplever.
AskovFondens Socialpsykiatri (ASPA) bidrager positivt til at øge den mentale trivsel blandt de mennesker, der bruger husenes mange aktiviteter og tilbud. Det viser resultaterne fra spørgeskemaundersøgelser i perioden 2020-2025.
Resultaterne viser, at
- 85 % har opnået bedre livskvalitet og fået hjælp til deres psykiske problemer
- 85 % oplever, at deres hverdag fungerer bedre end før, de begyndte at komme i ASPA.
- 74 % oplever mere stabilitet i hverdagen
- 69 % har ikke været genindlagt i psykiatrien
- 68 % føler sig mindre ensomme
Mindre ensomhed og styrkede sociale kompetencer
ASPA arbejder for at reducere ensomhed og styrke mulighederne for at leve et meningsfuldt liv med psykisk sårbarhed. Derfor tilbyder ASPA blandt andet forskellige former for fællesskaber, hvor mennesker kan opleve at høre til.
Ifølge ASPA’s spørgeskemaundersøgelser blandt brugerne, oplever 68 % mindre ensomhed, efter de er begyndt at komme hos ASPA.
Det genkender en af brugerne af det åbne fællesskab på Kapelvej 55, som fortæller:
”Det har virkelig betydet alt at komme i ASPA. Her har jeg mødt andre mennesker, fået kontakter og er blevet mødt med åbne arme, så jeg føler, at jeg hører til et sted. Det giver mig livsglæde, tryghed og ro, og det fjerner min ensomhed.”
Færre genindlæggelser i psykiatrien
Data viser desuden, at en stor andel af brugerne undgår genindlæggelse i psykiatrien.
69 % har ikke været indlagt siden deres opstart i ASPA, og 72 % vurderer, at ASPA i høj eller nogen grad har haft betydning for dette.