I ASPA AskovFondens Socialpsykiatri arbejder vi med at skabe sociale løsninger for udsatte og sårbare mennesker. En af vores hjørnesten er vores samværscafe/”værested” på Kapelvej, som danner ramme om et trygt og rummeligt fællesskab for psykisk sårbare mennesker, der har brug for inkluderende samvær. Her er der plads til alle og her bliver man set og hørt i et trygt rum
Huset holdes åbent af vores pædagogiske team hele ugen med undtagelse af lørdag.
Tidligere har lørdag også været en åbningsdag og det skal det være igen! Fra maj ’24 skal huset derfor – som noget helt nyt – holdes åbent af et frivillig-team om lørdagen.
Dette projekt, som vi glæder os til at skyde i gang, skal skabe mulighed for nye initiativer, aktiviteter og inspirere til fornyet virkelyst hos de mennesker, der bruger huset. Så hvis du brænder for at støtte op om trivslen blandt sårbare mennesker, har du nu muligheden for at blive en del af et spændende nyt tiltag i et hjertevarmt hus på Nørrebro.
Jobbet:
Som lørdags-frivillig i ASPA på Kapelvej tager du ansvar for minimum én lørdag om måneden, hvor du sammen med to andre frivillige faciliterer, at samværstilbuddet er åbent kl. 12-17. Din mødetid vil være kl. 11.30-17.30.
Arbejdet indebærer både planlægning, socialt ”værtskab” og eventuelle aktiviteter. At være social vært indebærer, at du tager aktivt del i fællesskabet, byder nye velkommen, er nærværende og inkluderende samt faciliterer aktiviteter. Derudover skal der sørges for frokost, som kan være alt fra en varm ret til simple sandwiches, alt efter hvad teamet beslutter.
Udover spil og krea, som altid er velkomne aktiviteter, er der også mulighed for at bringe aktiviteter ind i huset, der får lørdagen til at adskille sig fra ugens andre dage. Måske du har en ide?
Vi forventer at du:
- Er minimum 18+
- Er mødestabil og ansvarsbevidst.
- Har en anerkendende tilgang til mennesker.
- Er nysgerrighed og har gåpåmod.
- Er indstillet på at tage mindst en lørdags-vagt om måneden (meget gerne flere).
- Deltager i det månedlige frivilligmøde, som ligger på en hverdagsaften.
Som frivillig i ASPA får du:
- Et intro-kursus hvor du bliver oplært og klædt godt på til at løfte opgaven (man har typisk minimum 1-2 vagter, inden man deltager i kurset, så man har lidt erfaring med sig).
- Mulighed for et Kursus i assertiv kommunikation.
- Et hyggeligt socialt fællesskab.
- Et meningsfuldt arbejde, hvor du gør en forskel for andre mennesker.
- Glæden af at blive en del af en spændende opstartsfase, hvor du kan sætte dine sociale kompetencer og kreativitet i spil.
Ansøg via frivilligjob.dk Vi læser ansøgningerne løbende.
Har du yderligere spørgsmål eller vil du gerne høre mere, er du velkommen til at ringe til ASPAs leder Kristina Bodenhoff. Du kan læse om ASPA og finde Kristinas telefon nummer på hjemmesiden: www.askovfondenssocialpsykiatri.dk
Vi glæder os til at høre fra dig.