Beretning af ASPAs leder Kristina Bodenhoff
Bag hvert initiativ er der en forhistorie, som vi ikke altid kender til. Her følger min personlige beretning om, da juleaften kom til ASPA:
Jeg kan genkende mange af de historier, som jeg hører i ASPA om julen, fra mit eget liv. Mange lange lukkedage, oplevelsen af at være udenfor, tab af familie, fest, mad og drikke, tomhed, ensomhed og udenforskab.
Jeg var 13 år, da jeg første gang kom i berøring med de følelser. Tabet af min far, som var det faste holdepunkt, gjorde at jeg stod i en splittet familie med søskende, der lige var det ældre end jeg og derfor var godt i gang med det store spring ud i livet. Tilbage var jeg i et sorgfuldt hjem med en mor, der på ingen måde var i stand til at tage ansvar.
Fællesskabet som greb os alle
Jeg var for at overleve nødt til at springe ud af reden. Og det gjorde jeg. Juleaften blev den helt store flyvetur. Målet var Christiania.
Men at jeg skulle se det, jeg så på min vej, gjorde et stort indtryk.
Mennesker, der sad på stationen, svøbt ind i tæpper og en enkelt flaske sprit i hånden.
Der sad de. Mig, som troede, at jeg var Palle alene i verden. Jeg var ikke alene. Og alligevel boede følelsen i mig.
Kun ganske få mennesker mødte jeg i toget, og også de sad for sig selv med en flaske og en smøg.
Jeg var ryger, og det kunne vi da have sammen.
Jeg var også inkarneret i at lave små hjemmelavede sprutflasker med alt, hvad jeg kunne trække ud af mine forældres skabe, så også det kunne vi have sammen.
Jeg var jo ikke helt alene. Vi var nogen, der var faldet ud af fællesskabet.
Selv kom jeg fra en 100 % borgerlig jul med alt, hvad den dengang tilhørte i min familie. En jul der sluttede så brat.
Jeg nåede Christiania og tro mig. Der stod jeg. Nok ikke så gammel, men det var ikke af betydning, for der var hundrede mennesker omkring mig, og alt var gratis.
Her mødte jeg et fællesskab, der greb mennesker, og her blev vi alle lige med et.
Tak Christiania for den oplevelse. Jeg glemmer den aldrig.
Konflikterne fulgte med
Men julen kom jo år efter år, og mine søskende og jeg forsøgte at finde veje omkring et fællesskab lige præcis juleaften.
Det var ikke så traditionel en måde vi mødtes på.
Et spil billard med godt med øl og vin? og ja, så var der flæskestegen.
Men inden da kom ”prinsen”, den førstefødte søn i dette kaotiske søsterskab, der febrilsk havde forsøgt at holde sammen, som hundehvalpe, der har mistet deres mor.
De første par år fortsatte vi som vanlig, og prinsen anede ikke uråd.
Men hans mor ønskede, at han også skulle opleve en ”rigtig” jul
Så der kom tilføjelser til billarden og alkoholen. Nemlig juletræ og gaver. Det var godt nok svært at få plads til, da billarden jo fyldte ret meget.
Men vi fik spillet, drukket, danset og bragt gaver i læssevis til prinsen.
Også det blev for meget, og nu kom der flere børn kom til.
Det var som om, vi hverken kunne huske eller læse os til, hvordan det nu var, man ”skulle” holde jul.
Det betød, at vi ofte fik voldsomme konflikter, trods vi var enige om, at vi alle elsker hinanden.
Jeg kunne ikke gennemskue eller tage konsekvensen af, at lige præcis juleaften blev en af de allermest konfronterende dage, vi kunne være sammen på.
Det gjorde mine børn så heldigvis for mig.
De koblede sig ganske enkelt af. De fik lidt hjælp af at være et år væk, da de som 15-årige kom på high school.
De kom aldrig rigtigt tilbage til familiejuleaften.
De takkede pænt nej tak.
Jul på en helt ny måde
Mine søskende og jeg fortsatte med at mødes, og vi var måske helt kommet til at elske vores skænderier. Men jeg kunne mærke et savn af mine børn. Jeg respekterede deres beslutning og forstod, at når man indgik i et fællesskab, så skulle man give slip på nogen af sine egne principper. Men det var jo lige præcis det, vi havde så svært ved mine søskende og jeg.
Mine børn stod fast på, at de gerne ville være sammen md mine søskende, bare ikke juleaften.
For 4 år siden stod ASPA så overfor den store ændring, at vi skulle holde åbent alle årets dage. Flere af medarbejderne så for sig, hvordan deres juleaften stod for skud.
Det var anledningen til, at jeg spurgte mine børn, om de kunne tænke sig, at vi var sammen på en helt ny måde juleaften. Nemlig at vi åbnede op for, at mennesker kunne mødes i et anerkendende fællesskab, hvor vi var sammen, fordi vi ville noget andet, end det vi gjorde i forvejen.
Frivillighed, nærhed og respekt blev nogle nøgleord for vores fællesskab, og på de 4 år vi nu har afholdt juleaften i ASPA, har vi set en kæmpe stigning af henvendelser både i forhold til at deltage og at være frivillig.
Vi må dog også se i øjnene, at behovet for sådanne fællesskaber ser ud til at være utømmelig. Alt for mange må vi sige nej til.
Hvad sker der med den jul?