Det er et svært spørgsmål, for jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg søger andet end at blive klar i hovedet igen og bliver rask. Jeg er bare blevet sendt ud så mange steder, hvor det ikke gav mening, og hvor der ikke blev taget hensyn til, hvad jeg har lyst til, eller hvad jeg kan. Så jeg er til sidst endt med at blive ligeglad med, hvor jeg bliver sendt hen, og prøver bare at spille spillet. Jeg troede, at det ville være det samme, da jeg kom herhen. Selvom forløbet her heller ikke har noget at gøre med dét, jeg vil og det jeg kan, så føles det alligevel som om, at det er en del af en positiv behandling, for jeg kan mærke, at jeg har det bedre og får det bedre med hele mig selv og mit liv. Det betyder bare rigtig meget, det er et super godt sted at være. Og jeg tror det er et super godt sted for alle.
På en måde, så alle de steder, jeg har arbejdet i hele mit liv og alle de steder, jeg har været, så har der altid været nogen, der leder efter svagheder, vi alle kan stå og grine lidt af. Det er ødelæggende for sammenholdet. Jo bedre du har det på dit arbejde, jo bedre bliver det arbejde du laver, og når dit er bedre, så bliver hans bedre og hendes bedre, og så er vi alle sammen bedre.
Men her er der ingen, der leder efter svagheder. Her er vi alle sammen lige og det har overrasket mig så meget. Det gør bare, at de dage jeg er her, er gode dage. Det er uvurderligt, synes jeg.
Det har gjort en kæmpe forskel. Jeg har fået en anden oplevelse af mig selv og dét, at blive sendt ud efter, at jeg er kommet herhen. Fordi det er så anderledes, tilpasset mennesker som mig.
Jeg føler virkelig, at jeg går igennem en hård og svær tid. Hvis mit liv bare havde været lidt gennemsnitsagtig, så havde jeg følt, at det hele bare havde været super super godt. Havde jeg været et af de andre steder som før, havde jeg ikke formået at komme ud af min seng. Men selvom det er svært, så kan jeg komme ud af min seng nu, fordi jeg kan komme herhen. Der er bare et eller andet super rart ved at være her, det er som om at få et skud god energi og et smil på læben.
(…) Jeg vil gerne komme tilbage til det, jeg lavede en gang, og det er det sidste, jeg siger til mig selv hver aften, inden jeg går i seng.
Jeg føler, at jeg ikke bliver taget seriøst. Jeg tænker bare på at få det så godt som muligt, og så er det sådan, at jeg føler, dybt serøst og ærligt, at min sygdomsforløb bliver værre og værre, men det er som om, de ikke gider høre om det, det eksisterer ikke rigtig for dem. Jeg gider ikke diskutere med dem, for de vil ikke en gang forholde sig til min sygdom. Og man ved hvor det kommer fra og hvilken vej, det kommer til at gå, det kan alle google sig til, men det vil de ikke være med til, så jeg retter mig ind og kører bare mit eget show.
Min sagsbehandler, hun er meget flink, men det føles som om, hun har tusindvis af andre mennesker at se til, så det stikker ikke særlig dybt. Jeg har mødt mange, og når jeg har mødt en, jeg gerne vil holde fast i spørger jeg, om jeg ikke kan få vedkommende, og så får jeg at vide, at ja, det kan jeg godt, men når jeg så kommer igen, er det en ny. Jeg ved ikke, jeg tror, jeg har haft hende her i lang tid og hun er meget flink men samtidig føler jeg, at hun er fuldstændig ligeglad med mig, og hvad jeg siger og gør. Helt og aldeles, så derfor er det ikke noget værd. Jeg er ikke sådan en, der tror, at jeg kan hente noget i systemet, så jeg er ikke skuffet, det er bare sådan irriterende og sådan lidt frustrerende, men altså jeg ved jo også godt, at der er andre, der har det meget mere skidt end mig, og så tænker jeg, at jeg jo har det meget godt. Det handler om, hvor de kan sætte deres kryds, om de har nået deres succeskriterier, som er at få folk i job.
Det arbejde du laver er fantastisk for sådan en som mig. Dét at du ringer eller sender en sms, om du må ringe, når jeg ikke formår at møde, betyder så meget, og det kender jeg ikke til fra andre steder. Når jeg skal ringe og melde mig syg andre steder, så er den person, jeg taler med fuldkommen ligeglad med mig og stiller mig de samme 20 spørgsmål. Den måde du gør det på, synes jeg hjælper, det gør, at det føles som om, du kaster en snor omkring mig, som jeg kan gribe og holde fast i, på den gode måde. Hvor jeg ikke oplever, at der eksisterer en snor hos JC. Men jeg vil også sige, at du er ret speciel, du er perfekt i dit job, og jeg tror, at det er et af problemer at folk ikke er i de jobs, som passer til dem.
Jeg kunne mærke det første gang i telefonen, at du gider høre på alt mit snak, og du respondere med nogen rigtig gode ting, så jeg kan fornemme, at du rent faktisk lytter til, hvad jeg har at sige. Og alt i alt er det guld værd.
Det føles som om lyset altid er tændt, som om solen altid skinner, når jeg er her. Det går ikke i sort for mig, og det er heller ikke sådan, at jeg ikke har lyst til at komme herhen, for hvis bare jeg kan komme herhen, så er det lidt ligesom, at jeg glemmer, at jeg har det skidt, og sådan har jeg aldrig haft det før. Ikke engang når jeg har arbejdet med det, jeg kunne lide før jeg blev syg. Så det er rigtig stort.
“….har bragt mig i stand til at gennemskue mønstre og roller, samt bryde ud af en ond cirkel..”