Personlig fortælling: tryghed og noget at stå op til - Askovfondens social psykiatri

Personlig fortælling

Hvad betyder ASPA for dig?

ASPA er et dejligt sted, hvor du møder mennesker, der altid har et smil og altid har plads til en lille snak, hvis man har brug for det, uanset hvor det er i ASPA, jeg kommer. ASPA betyder også, at jeg har noget at stå op til, som kan betyde rigtig meget, hvis man ikke har andre ting at stå op til i sin hverdag. Når man ikke har børn og familie og alt sådan noget, der skal kører, så er det ligesom, at man får en familie i ASPA. Et tilholdssted, at være en del af noget, som man måske ikke følte man var en del af, hvis man ikke kom her. Det er ligesom, at man bliver en del af det hele – det er dem uden for døren, der bliver de ”andre”, det er dem, der er de ”mærkelige”, dem der er de anderledes –  fordi der er et sammenhold inden i ASPA.  Det har også betydet tryghed, en tryg base, som at få en familie. Jeg er nok mere selvstændig og har det bedre med min sygdom. Jeg er ikke så angst, jeg tør at tro på mig selv, og har nemmere ved at komme ud af min seng.

Hvis du skal beskrive ASPA for en anden, hvad vil du så sige?

Her har man noget at stå op til, man føler, man er en del af noget, en del af et fællesskab, det er sjovt, man får relationer og fællesskab. Er du selv åben, så åbner der sig en helt ny verden, det giver tryghed til, at du kan komme videre – at du kan komme til at tro på dig selv igen. Jeg er ikke den eneste, der har det på den måde, som jeg har det, der er flere, der har det sådan. Her er altid en hjælpende hånd, også hvad personalet angår som er støttende og hjælpende.

Hvilken indflydelse har ASPA haft for dig?

Jeg tror mere på mig selv, det har givet mig en tryghed at have ASPA i baghånden, og jeg kan også se at, når jeg er startet i praktik, at bare det, at jeg ved, at jeg har en dag eller to om ugen i ASPA, at det også er trygheden lige der, altså det er ikke sådan, at man bare er smidt ud i et arbejde, og så kan man ikke mere være i ASPA, der er en blid overgang, og det betyder meget.

 

Læs en anden personlig beretning her:

“Jeg har lært at være åben og ærlig og at have retning i mit liv.”